Den nuværende SKI-rammekontrakt til hosting af Navision Stat og ØS LDV udløber den 31. januar 2012. Moderniseringsstyrelsen har igangsat et nyt udbud, men en ny aftale når ikke at blive indgået, inden den nuværende SKI-rammekontrakt udløber.
Moderniseringsstyrelsen har derfor indgået en aftale med KMD om forlængelse af drift og hosting af Navision Stat og ØS LDV hos KMD frem til og med 31. januar 2013. Aftalen er indgået på de samme vilkår som den gældende SKI-rammekontrakt. Priserne forventes at ligge på 2011-niveauet. Driften af institutionernes egne systemer såsom M-tid, SOL, TargIT mm. er også omfattet af denne forlængelse. De institutioner, der bliver hostet under denne aftale skal ikke foretage sig yderligere.
Er du i stedet hostet hos CSC?
CSC er i dialog med de institutioner, der bliver hostet hos CSC mhp. at forlænge disse institutioners aftaler.
Når den nye aftale kommer
Moderniseringsstyrelsen forventer at kunne indgå en ny aftale om hosting af Navision Stat og ØS LDV primo juni 2012. Aftalen vil kunne anvendes af statslige og statslige selvejende institutioner.
Moderniseringsstyrelsen vil indgå den nye aftale på vegne af institutionerne.
Institutioner, der får deres regnskabsopgaver udført af Økonomiservicecenteret (ØSC) i Statens Administration skal ikke foretage sig yderligere i forhold til den nye aftale.
Institutioner udenfor ØSC skal meddele Moderniseringsstyrelsen, om de er interesserede i at anvende den nye aftale. I juni måned 2012 vil Moderniseringsstyrelsen udsende et nyhedsbrev om den nye aftale, hvor vi fortæller om pris og vilkår for aftalen samt, hvordan institutioner udenfor ØSC tilmelder sig aftalen.
Den nye aftale vil kun omfatte Navision Stat og ØS LDV
Vi gør opmærksom på, at det i den nye aftale ikke vil være muligt at indgå aftale om hosting af andre systemer end Navision Stat og ØS LDV. Det er således op til den enkelte institution selv at indgå nye aftaler om drift og hosting af institutionens egne systemer såsom M-tid, SOL og TargIT mm. Dette gælder uanset om institutionen er i ØSC eller ej.