Resultatkontrakt for institutionen

En resultatkontrakt er en overordnet aftale, mellem departement og styrelse om mål og resultater.

Centrale regler og krav:

  • Der er ingen centralt fastlagte regler eller krav vedrørende resultatkontrakter for institutionen
  • Den enkelte institution skal dog mindst én gang årligt berette om sine mål og om målopfyldelsen

Finansministeriets publikation ”Ansvar for styring – styring fra koncern til institution” beskriver og vejleder om arbejdet med mål- og resultatstyring i staten, herunder muligheder i anvendelsen af resultatkontrakter. Der kan også hentes inspiration i Moderniseringsstyrelsens redegørelse om erfaringer med brug af resultatkontrakter ”Inspiration til effektmåling og effektmål

Resultatkontrakter kan bidrage til institutionernes effektivitet, blandt andet ved at skabe en fælles forståelse af målene for medarbejdere i institutionen. Derved kommer der tydeligere fokus på de opgaver, institutionen skal løse.

Resultatkontrakter kan også tydeliggøre institutionens prioriteringer og afstemme departementets forventninger til institutionens arbejde. Erfaringer viser, at kontraktstyring er et godt middel til at forbedre styringsdialogen mellem departement og underliggende institutioner til gavn for begge parter. Og oftest er en kontrakt en praktisk rettesnor for institutionen.

Det står det enkelte ministerium frit for, at tilrettelægge sin mål- og resultatstyring inden for rammerne af minimumskravene. Det er således op til departementet at tilrettelægge styringen, så de styringsbehov og -vilkår, der gør sig gældende på ministerområdet (koncernen) imødekommes. Det handler om at vurdere styringsbehovet - og vurdere hvilke styringsredskaber, der er relevante i bestemte styringssammenhænge og i hvilken form de skal anvendes.

For nærmere at kunne vurdere, hvorvidt institutionens opgavevaretagelse er effektiv kan det være nyttigt at anvende et såkaldt opgavehierarki som et redskab til analyse af sammenhænge mellem ressourceindsatsen, de umiddelbare resultater og de videregående virkninger (effekten). Læs mere om Moderniseringsstyrelsens inspirationsmateriale om mål- og resultatstyring i ØAV, afsnittet om opgavehierarki. samt publikationen "Inspiration til anvendelse af opgavehierarkier" (pdf)

Resultatkontraktens status

Resultatkontrakter er aftaledokumenter, som ikke har retlig karakter. Kontrakter udformes inden for rammerne af den almindelige hierarkiske styringsrelation på ministerområderne og ændrer således ikke på ministeransvaret og ministerens ret til og mulighed for at delegere opgaver inden for sit område.
Tilsvarende ændrer kontrakterne ikke på de øvrige særlige styringsrelationer, der gælder for visse typer af institutioner, fx dem der ledes af en bestyrelse, eller som er tildelt en vis grad af autonomi fra ministerstyret.