Leje af fastejendom

Budgetvejledningen, punkt 2.6.12

Ved leje af fast ejendom skal det påses, at lejemålet har et passende niveau. Herunder indgår blandt andet en afvejning af huslejens størrelse og lejemålets placering, omfang og kvalitet. Det skal særligt sikres, at huslejen ikke overstiger markedslejen.
 
Er der til lejemål med en privat udlejer knyttet usædvanlige og byrdefulde vilkår, fx særlig stort depositum eller anden forudbetaling, eller skal der afholdes større udgifter til indretning eller ombygning af det lejede (jf. også punkt 2.4.10 Leje (leasing)punkt 2.4.11 Offentlig-Private Partnerskaber og punkt 2.7.4 Statslige ejendomsvirksomheder), skal indgåelsen af lejemålet forelægges for Finansudvalget. 

Der kan som udgangspunkt ikke indgås aftale om lejemål, der har karakter af finan-siel leasing, jf. punkt 2.4.10 Leje (leasing)

 

2.6.12.1 Huslejekontrakter 

Der indgås huslejekontrakt med en af de statslige ejendomsvirksomheder (Slots- og Ejendomsstyrelsen eller Universitets- og Bygningsstyrelsen) eller en privat udlejer. Indgåelse af lejemål vedrørende kontorer og arkiver m.v. til brug for staten skal ske gennem Slots- og Ejendomsstyrelsen, uanset hvor i landet lokalerne er beliggende.

2.6.12.2 Huslejekontrakter med en statslig ejendomsvirksomhed

Ved indgåelse af huslejekontrakt med en statslig ejendomsvirksomhed skal betingelserne for lejemålet så vidt muligt følge principperne i erhvervslejeloven. Hvor der for et lejemål ikke kan fastlægges en markedsbestemt leje, sammensættes lejen af drifts- og kapitalomkostningerne og reguleres årligt med finanslovens pris- og lønforudsætninger.

De statslige ejendomsvirksomheder kan ikke opsige statslige lejere.

2.6.12.3 Huslejekontrakter med en privat udlejer

Ved indgåelse af huslejekontrakt med en privat udlejer, hvor huslejekontrakten indeholder uopsigelighed for lejer, og statens lejeforpligtelse opgjort for hele uopsigelig-hedsperioden under ét udgør 60 mio. kr. eller derover, skal indgåelsen af huslejekontrakt forelægges for Folketingets Finansudvalg.

Indgåelse af lejemål med en uopsigelighed på 10 år eller mere kræver Finansudvalgets tilslutning, såfremt statens lejeforpligtelse opgjort for hele uopsigelighedsperioden under ét udgør 30 mio. kr. eller derover.