Statsbudgettet danner grundlag for statens virksomhed i et finansår og vedtages som finanslov af Folketinget, der har bevillingsmyndigheden og tillige udøver kontrol med bevillingernes anvendelse.
Efter grundloven må ingen udgift afholdes uden hjemmel i en af Folketinget vedtaget bevillingslov og skatterne ikke opkræves, før en bevillingslov for det pågældende finansår er vedtaget.
Grundloven foreskriver tre former for bevillingslove: finanslov, midlertidig bevillingslov (der fremsættes, såfremt finanslovforslaget undtagelsesvis ikke forventes færdigbehandlet inden finansårets begyndelse) og tillægsbevillingslov, der indeholder ændringer af bevillinger efter finanslovens vedtagelse.
Grundlovens §§ 45 og 46 |
| § 45. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse. Stk. 2. Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget. § 46. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves. Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov. |
Finanslovforslaget indeholder budgetforslaget for det kommende finansår. Herudover indeholder det ikke-bindende budgetoverslag for de følgende tre finansår (budgetoverslagsårene), og finanslovforslaget er således udtryk for en budgetlægning, der rækker fire år frem i tiden.
Finanslovforslagets opbygning er beskrevet nærmere i hovedbindet for finanslovforslaget, hvor der også findes opslagsvejledning, stikordsregister samt en overordnet beskrivelse af statens budgetlægning og bevillingssystemet.