På standardkonto 70 "Reguleret egenkapital" konteres:
- 70.11 reguleret egenkapital
- 70.12 modkonto - bevægelser i statsforskrivningen
70.11 Reguleret egenkapital
Den regulerede egenkapital er den kapital, som staten har skudt ind i institutionen og kan opfattes som den kapital, staten udstyrer institutionerne med ved bevillingsreformens ikrafttræden. Modposten på balancen til den regulerede egenkapital (startkapitalen) er en statsforskrivning. Værdien af den regulerede egenkapital/statsforskrivningen svarer til udsvingsgrænsen for institutionernes akkumulerede negative overskud.
Modposten til den regulerede egenkapital - statsforskrivning føres på konto 53.11.
Kontoen er en balancekonto, hvorpå der ved registrering af statsforskrivningen føres en kredit (debet)postering.
70.12 Modkonto - bevægelser i statsforskrivningen
På denne konto registreres ændringer i den regulerede egenkapital.
Kontoen er en balancekonto, hvorpå der føres kreditposteringer ved tilgange på kontoen og debetposteringer ved afgange.